top of page

1 guld og 2 bronze til Junior EM for Europajoller på

Riva del Garda, Italien, 4. august 2012

Kristine Mauritzen vandt guld for sin flotte præstation som bedste pige under 17 år og Danmark fik Ungdoms-EM bronzemedaljer til Anne-Line Lyngsø og Tobias Hemdorff.

Det blev guldfest for Sverige hos såvel pigerne som drengene med 2 suveræne førstepladser til Anna Mikkelsen og Marcus Høglander. Sverige tog også sølv hos pigerne, det gik til Julia Carlsson. Norske Nicholas Fadler Martinsen fik sølv.

Sverige tog 2 guld og 1 sølv, Norge 1 sølv og Danmark 2 bronze til Junior EM for europajoller på Garda, foto Søren Johnsen

Generelt klarede de danske piger sig utrolig flot med hele 10 placeringer i top 20 ud af 56. Udover Anne-Lines bronzemedalje blev Christina Andersen 4, Trine Bentzen 5, Josefine Smedegaard 7, U17 guldvinderen Kristine Mauritzen 9, Katrine Bendix Krog 11, Eva Therkildsen Rudjord 13, Malene Christensen 16, Stinne Andersson 17 og Asta Husted Reedtz 20.

Pigernes træner Søren Johnsen er glad over pigernes resultater og siger: ”Jeg kan tydelig mærke, at de danske piger er erfarne, de mangler bare fart, derfor sejler svenskerne fra dem. De skal have en ordentlig omgang farttræning, når de kommer hjem. Taktisk er de fuldt på højde med deres internationale konkurrenter. Jeg ser trygt på fremtiden for de danske piger i europajollen og føler mig overbevist om, at om få år har vi nogle piger, der er klar til at tage udfordringen med de olympiske klasser”.

Kristine Mauritzen, Skovshoved Sejlklub guld i JEM U17, foto Gitte Sander

Josefine Smedegaard, der fik en 7. plads er en af de danske piger, der virkelig har rykket sig i år. ”Det har været fedt at deltage. Vejret har været fantastisk med masser af vind og store udfordringer på grund af uforudsigelige vindforhold og jeg kan virkelig mærke, at jeg er blevet taktisk bedre. Det skyldes dels træningen i foråret, men Open Week og VM lærte jeg rigtig meget af. Det har været hårdt, men det hele værd og jeg glæder mig til mange flere gode år i Europajollen siger en glad Josefine Smedegaard.

Hos drengene var der også flotte præstationer og det kan blive endnu bedre med noget start- og farttræning siger Søren Johnsen, som var træner for dem under VM, der blev afholdt i L´Escala umiddelbart før dette JEM. Udover bronzemedaljen til Tobias Hemdorff, blev Matthias Livbjerg 12, David M. Sander 13 og Lau Zachariassen 20 ud af 86.

Om dagens sejlads siger drengenes træner, Nicolas Brandt Hansen: ”Bedst som sejlerne troede de havde luret de specielle vindforhold af, så drillede vinden igen i dag og drejede undervejs i sejladsen til venstre i stedet for som de andre dage mod højre. Det gav udfordringer for rigtig mange af de danske sejlere bl.a. Tobias Hemdorff, som ikke fik den start han havde håbet på. Han kæmpede bravt og trods en placering omkring 30 ved første topmærke sejlede han sig op til en 17. plads. Det betød, at han sejlede en bronzemedalje hjem til Danmark”.

Tobias Hemdorff, Kaløvig Badelaug kæmpede bravt og sejlede en bronzemedalje hjem, foto Gitte Sander

David Sander har sejlet en meget stabil serie under JEM og han glæder sig over, at have opnået mere fart efter han har skiftet jolle: ”Det har været nogen rigtige gode stævner både VM i L´Escala i Spanien og JEM her i Riva og jeg har lært utrolig meget. Først og fremmest vil jeg gerne takke holdlederne og alle trænerne for deres store indsats. Vi har fået super coaching både mentalt og taktisk. Selvom trænerne ikke kendte mig i forvejen, så har det fungeret godt, fordi de var med til begge stævner. Det har også været en fornøjelse at være med til stævner som begge blev afviklet virkelig professionelt, selv vejr og vind var i top”.

Formand for EuropeClass Denmark, Michael Cholewa siger: ”Nu er et godt tidspunkt for nye sejlere at begynde i Europaklassen, fordi ranglistesejladserne starter allerede i efteråret 2012 til internationale mesterskaber 2013. Næste ranglistestævne er den 1.-2. september 2012 i Århus Sejlklub og næste store event i Europajolle er Ungdoms-DM den 15.-16. september .”

Se Garda-resultater på http://www.fragliavelariva.it/en/regatta/836/view

26 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page